Fortryllende sæsonafslutning i Jetsmark Badmintonklub

Jetsmark Badmintonklub markerede afslutningen på en forrygende badmintonsæson med en festlig afslutningsfest med events, spillerkåringer, trylleri samt de traditionsrige tarteletter.

Over 80 spillere, forældre, søskende og familie var inviteret til en underholdende afslutningsfest og til badminton-rafleturnering, hvor tilfældighederne og held med terningerne var afgørende.

Klubben havde til festen lånt en fartmåler, så det kunne afgøres hvem i klubben der slog hårdest. Noget der især var populært blandt klubbens drengespillerne og ikke mindst fædre.

Inden takketaler og spillerkåringer var klubben vært ved de efterhånden traditionsrige tarteletter med høns i asparges, hvilket altid er et stort hit.

Festlighederne blev afsluttet på magisk vis, hvor træner og tryllekunstner Stig Rantzau lavede et flot trylleshow til stor begejstring for alle.

Jetsmark Badmintonklub vil gerne takke spillere, forældre, familie, sponsorer og samarbejdspartnere for en fantastisk badmintonsæson.